Lars Højsgaard

Fredag den 12. maj 2006 kunne måske være blevet en helt almindelig dag med den sædvanlige “flagstangsflyvning” omkring vindposen på Christianshede. Sådan endte det dog ikke for mig. Jeg mødte op til briefing kl 10.00....ahh faktisk kom jeg 2 min for sent, så dagens instruktør var næsten færdig og lodtrækningen halvt i gang. Jeg havde nu nøje gennemgået vind og vejr, inden jeg tog hjemmefra. Vind fra vest og sikkert kun tørtermik og ikke noget specielt - men trods alt dejligt at vide “ME” ventede i hangaren !

Vi var en lille flok der hurtigt fik pakket ud og sat de lange dimser sammen til en flyver (“B1” og “25”). Klaus i “B1” var overbevist om, at vejret ville blive godt og jeg havde bestemt ikke svært ved at krydse fingre for, at veteranen skulle få ret !

Efter dagligt tilsyn skulle jeg lige montere en holder til min IPaq i ME. Alt var forberedt hjemmefra, så det tog kun et par min. Nu var det bare at vente, til der blev fyret op for termikken, som Klaus havde lovet.

Da de første spor af termik begyndte at vise sig, gjorde jeg klar til at flyve den lille “stjerne” opgave, jeg havde planlagt hjemme fra. En opgave på 100 km lige omkring heden, så man altid kunne stikke halen mellem benene og lande sikkert hjemme. MEN...Klaus mente det var spild af tid...”Du skal øst på - lov mig du ikke flyver vest på !!”... Han havde selv lavet en noget optimistisk opgave på 345 km ude øst på.

“Vil du med ?”.....”Du kan da bare flyve med så langt du har lyst til”.... Ja...det kunne jeg vel... I det samme kom Mike (“25”) forbi og sluttede op om ideen. Argumenterne hobede sig nu op. “Vi kan jo følges ad” kom det fra Mike. Lige netop dette tilbud kunne jeg ikke sige nej til. Det er jo netop sådan et tilbud fra en erfaren pilot, jeg har ventet på. En at følges med, en som kan hjælpe lidt på turen ! Beslutningen blev hurtigt taget...”I dag kan vel være lige så god en dag som alle andre til at tage på den første stræktur”, tænkte jeg....”Ok ! Jeg tager med !”

Herefter opstod en masse problemer med at få indtastet opgaven i PDA. Klaus’s opgave anvendte navne på vendepunkter, og jeg havde brug for numre. Efter en hektisk oversættelse var jeg klar.. men sidst i køen til start. Intet problem....Mike i “25” havde jo lovet at vente !

Jeg kom i luften og søgte straks hen til et par store musvåger, som lå nordøst for pladsen. De kan deres kram ! Termik !...jeg havnede i ca. 1400 m i dagens første boble. Men NEJ !...hvad var nu det...Min IPaq havde mistet forbindelsen til Colibri’en ! Ingen hjælp til navigation fra den i dag - for ned ville jeg ikke nu. Jeg måtte prøve at klare mig med Colibri’en i dag. Skulle jo bare følge efter “25” !

Så gik starten...Jeg fulgte “25” som en wingman i noget der lignede formationsflyvning. Af sted gik det mod Hatting. Vi fik et par bobler med forskellig styrke. Ca. 4 km før vendepunktet var vi nede i lidt under 800 m. Vi fandt en svag boble på lidt under 1 m... sommetider man må jo “nøjes”...Mike var dog ikke tilfreds: “Du bliver lige her og holder boblen varm...jeg går ind til vendepunktet...hvis jeg møder bedre termik kommer du efter.” God plan. Lidt efter meldte Mike...”Kom bare”.

Nu begyndte det så at gå lidt skævt. Jeg havde ikke længere “øjenkontakt” med Mike så Colibri’en måtte i brug. “94” skrev den...nemt nok...det er jo øst på kompasset ! Efter et par minutter kiggede jeg på Colibri’en igen. HVAD !?...nu var der 6 km til vendepunktet !? Noget var galt ! Ahh...Det er også sandt.....Hatting ligger ikke der hvor Horsens ligger! Var jeg fløjet for langt ? Hvorfor hørte jeg ikke efter i geografi i skolen da Jylland blev gennemgået !? Ahaaaa og pokkers !...”94” var ikke kursen jeg skulle flyve.....men nummeret på vendepunktet ! DUMT !

Jeg havde nu fundet en RIGTIG god boble lige i den nordlige udkant af Horsens og skød op i 1500 m på kort tid. Variometeret viste 2.3 m integreret og så længe man har højde, er der jo kun få bekymringer. Ned mod Hatting - denne gang med rigtig kurs.

Nyt problem !!! Skulle Colibri’en ikke sige biiip, når man vender et vendepunkt...Jeg fumlede lidt rundt...men nej...ingen bip....Videre ! Efter lidt søgen og radiosnak med Mike fandt vi hinanden over “en meget stor fabrik” (nååå er det sådan Danish Crown ser ud fra luften !) Igen viste variometeret noget mellem 2.3 og 2.5 m/s !

Af sted gik det mod Jernit (vendepunkt 155...ikke kurs 155...husk det !).

Det gik egentlig ret godt nu igen. Formationsflyvningen med “25” fungerede...Men ved Jernit var højden igen ikke stor, og termikken var ligesom ikke af samme styrke. Måske var det tiden at flyve hjem ? Hvor blev “25” af ?

Tanken slog mig: “Jeg tror jeg flyver hjem til 333 !”. Men skulle lige have højde først ! Efter lidt kamp kom jeg op i 1050 m. Videre !...Hjem ! Men hvor var Mike...Kunne stadig ikke se ham ! Nå, men jeg kunne vel også flyve de 40 km hjem selv...så kan Mike få lov at flyve videre på opgaven.

Hjemad gik det...men ingen termik ? ....stadig ingen termik ? Pokkers !!! Manglede 30 km og har 600 m...den holder ikke engang i Condor ! Jeg kiggede rundt efter gode steder at lande, hvis det skulle blive nødvendigt... et par elledninger at holde sig fri af...men MASSEVIS af muligheder !

Nu beklagede jeg min mangel af højde til Mike over radioen. Hvorfor lød han mon så nervøs i den anden ende ??? “HAR du en mark !???”...”Hjulet ude !?”....”Du tager bare den udelanding!” Ja ja ja ! rolig Mike !...Alt under kontrol ! Hjulet var ude i 350 m...og marken perfekt.

Men kampen var ikke ovre endnu !...100 m at gøre godt med...og hvad var det....en dejlig lyd fra variometret !...0,6 m/s ! Kampen var hård; men jeg vidste fra de 18000 km i Condor, at man med lidt viljestyrke kan besejre mange problemer med tålmodighed ! En halv time efter var jeg tilbage i kampen !...1100 meter !...men vinden havde dog sendt mig en del øst på igen...Af sted vest på igen !

Ved Låsby var jeg igen nede under 700 m. Der var lidt termik...men den var nærmest umulig at centrere! Videre ! Hvis jeg nu bare kunne komme helt op i top igen, ville jeg kunne nå hjem !

Men terrænet så ikke videre tiltalende ud på ruten frem...Stor sø...meget skov...og et Himmelbjerg med dertil hørende kuperet terræn på vejen !

Efter et par velvalgte bandeord, som jeg ikke vil gengive her (selvom mange sikkert kunne lære nyt!), var jeg igen nød til at finde passende marker at lande på. Der var ikke helt så mange at vælge mellem denne gang; men en meget lysegrøn en af slagsen så fristende ud. Nu i 400 meter og stadig termik som var umulig at få til at virke !

...AAAHGH !...kan ikke passe....300.....250.....game over !....Jeg måtte indse, at det var nu jeg skulle lande ude første gang !

Et sidste tjek af marken...spænd dig fast...check hjulet er ude...Vind retning...Alt ok....”Terra firma Here I come !”. Ingen problemer...Perfekt blød landing ! Af med seler og faldskærm og ud for at strække sig. Sikken en fin mark !

Hvor er jeg !? Ja...det var jo ikke første gang, jeg havde spurgt mig selv om dette i dag !

Ned til nærmeste gård for at finde ud af hvor jeg var samt beklage det 50 - 100 meter spor, jeg havde lavet i marken...Heldigvis var ejeren en flink og nysgerrig mand. Så både han, konen og datteren fik en gennemgående forklaring på, hvordan et svævefly fungerer og alle væsentlige detaljer om vores sport.

Efter noget tid blev jeg hentet af Klaus. Vi fik ME løftet op i traileren med lidt sved på panden til følge. Første stræktur var overstået...og selvom den endte i en udelanding...en fantastisk dag der står helt på højde med første solotur. Selvom 345 km i tørtermik nok var en lidt stor mundfuld i tørtermik, så er jeg nu ikke et sekund i tvivl om, jeg er klar når chancen byder sig igen. Det var klart en fordel at have Mike at støtte sig til den første gang (Tak for turen Mike !). Hvis nogen har lyst til at følges på en ny tur (også andre nybegyndere) er jeg med...ellers flyver jeg af sted alene ! Til dem der ikke har været på stræk endnu har jeg kun en ting at sige til ...Glæd jer !

 

Af Lars Højsgaard